Da Trolddomen bleff - & need Paa Jorden han Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten Dend Smerte
han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han frst: I Liivets vaer der intet Skifte Lig det han hafvde flt i Liiv
De trller ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som Sanser uden
Han gliider useet blandt dem, i sit Jag Lig Kvldens Farver, Nattens
For ingen hafver nogensinde Git Mennisket paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & kund Naffn paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Hirte: Een tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Vintrens Flder han al Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, Hilser ham fra en sunken
...Oc ved den Midnattssalme Som i Natten vver Skald de ffromme falme
The spell did and gave release To hours Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A burden payn
he was As he wander'd men On the of life - no change No as the Beast within
They him, these fooles A power pure, unveil'd Perception sans
Amongst them he unseen Like a tint if The of Night
No voice of God did Man He did hide & Phantom, Daemon & Beast - Mere names given to they fear'd
But he - In his An abyss unfathomable As teh sea loves its deeps
- An animal crawling O'er the wintry All Hope, & Life he slayes
The Moone, anew, Bids him welcome a waning sky
... And by the Of his psalme Feare shall be harvest From the Pious of men