Da Trolddomen hved - & need Paa Jorden han Da som nu Jaget ved at lefve, ved at aande, Ved Bevgelse saa stoor at nsten vaer Smerte
Medens han gik Blandt Mennisker, vaer han skuffed I Liivets ydre vaer der intet Lig det han flt i Ulvens Liiv
De under ham Med at troskyldig ham, Een aff sand Natur, Som Sanser uden
Han gliider blandt dem, streifer i sit Jag Lig Farver, Nattens Aandedrag
For ingen Guderst hafver Git Svar paa hvem han skiulede Dmon, Phantom & Vaer kund paa det de aldrig kunde finde
End han - I hans Een Affgrund tung Som det Hav Der sine Dyb
Der - I Bund han al deris Glde, Liiv, Mod &
Maanen, paanye, ham fra en sunken Himmel
...Oc ved den lydende Som i Natten vver Skald de ffromme atter
The spell did breake and gave To amongst Mankynde But then, as now, the Of living, breathing, yea ev'rie A approaching payn
he was As he wander'd men On the surface of - no change No as the Beast within
They fear him, these A power pure, nature Perception delusion
Amongst them he walks a tint if Twilight The breath of
No of God did tell Man He did hide Werewolf & Phantom, Daemon & - Mere names given to what they
But he - In his heart: An abyss As teh sea Which its deeps
- An animal shadow O'er the wintry All Hope, Joie & he slayes
The Moone, anew, Bids him from a waning sky
... And by the Of his psalme Feare shall be harvest the Pious hearts of men